Alle taler om kvalitet – hvem gør noget ved det?
Dansk Møbelkontrols formål er at arbejde for fremstilling af kvalitetsmøbler i Danmark.
Dansk Møbelkontrol er verdens ældste frivillige kontrolordning for møbler. Den blev etableret i 1959 efter ønske fra de amerikanske møbelhandlere, fordi de gerne ville sikre sig imod alle de problemer, der følger med ringe kvalitet.
Problemerne med møbler har egentlig ikke ændret sig så meget fra 1959, men der er to forhold, der har ændret sig væsentligt:
- Internationaliseringen har medført en række problemer, fordi brugen af leverandører er blevet udbredt til hele verden. Det medfører, at styring af kvaliteten er blevet mere kompleks og at løsning af eventuelle problemer er rykket ud til leverandørerne
- Det er blevet vanskeligere for virksomhederne at rekruttere faguddannet arbejdskraft.
Dansk Møbelkontrol arbejder med specialister, som er vant til samarbejde med både ledelse og produktion i blandt andet løsning af problemer, udvikling af produkter og opstilling af kravspecifikationer.
Forebyggelse af reklamationer
Forebyggelse af reklamationer sker gennem et systematisk arbejde med styring af materialers, produktionsprocesser og produkternes kvalitet og ikke at forglemme produktinformationer.
Produktsikkerhed og produktansvar
Produktsikkerhed er blevet et nøgleord indenfor især EU og USA, hvor myndighedernes systematiske registrering af ulykker har ført til vedtagelsen af EF-Direktiv om Produktsikkerhed og EF-Direktiv om Produktansvar.
Derudover udsteder medlemslandenes myndigheder et stærkt stigende antal salgsforbud for og/eller krav om tilbagetrækning af produkter fra markedet.
Også nationalt vedtages der lovgivninger, som har stor indflydelse på møblers konstruktion, fx det nye franske lovforslag om polstrede møblers brændbarhed.
Prøvningsspecifikationer & kravspecifikationer
Når virksomheder skal gennemføre prøvninger, har de ofte vanskeligt ved at sikre sig, at de vælger de rigtige standarder og de rigtige kravniveauer.
Vi har specialisterne med viden om prøvning, udstyr og krav.
Tilsyn/virksomhedsbesøg
En vigtig del af foreningens virke foregår igennem de virksomhedsbesøg (kontrolbesøg), som aflægges hos medlemsvirksomhederne mindst 2 gange årligt.
Ved disse besøg gennemgås materialer, produkter og produktion, og medlemsvirksomhederne har desuden mulighed for at tage problemer op til diskussion og løsning.
Mærkningssystemer
På den danske møbelindustris markeder findes der et utal af mærkningsordninger, ikke mindst i Tyskland, hvor der alene er mere end 12 mærkningssystemer.
Hvilke, der er lovkrav, og hvilke der kan være relevante for virksomhederne, er ofte vanskeligt at gennemskue. Også her kan foreningens konsulenter være til uvurderlig hjælp, idet vi løbende bestræber os på at være opdateret på dette område og derigennem har kendskab til de nødvendige internationale kontakter.
CE-mærkning er et lovkrav for el-justerbare møbler (fx skriveborde, reclinere, handicapmøbler)
GS-mærkning er ikke et lovkrav, men en frivillig mærkningsordning af “sikre produkter” under den tyske Produktsicherheitsgesetz
Hvide Svane er en skandinavisk miljømærkningsordning, hvor der også findes kravspecifikationer for møbler og inventar.
Dansk Møbelkontrol har ekspertisen
- Kravspecifikationer
- Materialer til møbler
- Møbler og miljø
- Outsourcing
- Produktionsmetoder
- Produktionsudvikling og -optimering
- Produktsikkerhed og -ansvar
- Produktudvikling
- Prøvningsspecifikationer
- Standarder og lovgivning
- Verdensomspændende netværk

